Vælg træ

Forbrugere

Juletræet er midtpunktet juleaften. Mange familier har tradition for en bestemt slags træ, men praktiske hensyn spiller også ind: Hvad er der plads til i stuen og hvor mange gæster skal danse rundt om træet i år? Det er en god idé også at tænke over, hvor længe træet skal stå inde i varmen.

Nordmannsgran og nobilis fylder generelt lidt mere end rødgran. De kan desuden tåle at stå indenfor i længere tid. Til gengæld har rødgran den længste historie som juletræ. Træer i potter har den fordel, at de i bedste fald kan vokse videre ude i haven efter jul.

Mange steder i landet kan du fælde sit eget juletræ sammen med familien og få en ekstra oplevelse med hjem. Eller du kan købe hos den lokale stadepladshandler. Valget afhænger både af det lokale udbud af træer, og af hvordan du skal få træet hjem. Find udsalgssteder for juletræer.

christmastree

Nordmannsgranen har bløde nåle og holder sig længe – især hvis træet står i en juletræsfod med vand. Oversiden af nålene er mørkegrøn og skinnende blank, og undersiden har to hvidblå striber. Barken på stammen er helt glat og grå. Nåle og grene er fyldige og giver træet et frodigt udseende. Nordmannsgranen er det foretrukne juletræ mange steder i Europa på grund af udseendet og den gode holdbarhed. På latin hedder nordmannsgran Abies nordmanniana og tilhører slægten ædelgran.

christmastree

Nobilis kaldes også sølvgran, fordi træet har nærmest sølvfarvede nåle – en mellemting mellem blågrå og blågrøn. Nålene er bløde og ens på over- og undersiden. De er omkring 3 centimeter lange og sidder helt tæt. Skud og grene er derfor meget flotte i sig selv. Barken på en nobilis er glat, lysegrå og fyldt med harpiksblærer. Den minder lidt om huden på en elefant. Nobilis er det juletræ, der holder længst i stuen. Derfor bruges grene fra nobilis også til adventskranse og juledekorationer. Desværre har nobilis det mindre godt med det omskiftelige danske vintervejr, og det er svært at dyrke harmoniske juletræer. På latin hedder nobilis Abies procera og er i familie med nordmannsgran.

christmastree

Rødgran har korte nåle på ca. 1-2 centimeter. De er grønne og stikker med deres spidse ender. Nålene falder lettere af end på nobilis og nordmannsgran. Barken er rødbrun på de unge træer og på grenene, og stammen har små skæl. I de nordiske lande regnes rødgranen for det oprindelige juletræ. Men centralvarmens indtog gjorde luften indenfor varmere og mere tør. Rødgranen tørrer derfor hurtigere ud end i gamle dage og kan tabe mange nåle. Læs, hvordan du kan begrænse nåletabet. På latin hedder rødgran Picea abies og hører til gran-slægten.

christmastree

Blågrans nåle har et tydeligt blåt skær. Træet er nærmest pyramideformet, og nålene stikker. Blågran bruges ikke særligt meget til juletræ i Danmark, men kan være et alternativ til de andre arter. Mange ældre haver rummer en blågran, så måske har du et potentielt juletræ derude. I Tyskland sælges mange blågraner – ofte som mindre træer i potter, der så kan plantes ud efter jul. På latin hedder blågran Picea pungens og tilhører gran-slægten.

christmastree

Omorika kaldes undertiden også for serbisk søjlegran på grund af den slanke form. Nålene er mørkegrønne med en hvid stribe af voks på undersiden. Træet er meget smalt og derfor velegnet til små stuer og/eller små familier. Omorika er i nær familie med rødgran og holder dårligere på nålene end nordmannsgran og nobilis. Læs, hvordan du kan begrænse nåletabet. På latin hedder omorika Picea omorika og tilhører gran-slægten.

christmastree

Skovfyr dufter dejligt af harpiks. Træet holder sine nåle bedre end rødgranen, men har en helt andet udseende. Nålene er lange og sidder to og to sammen i langstrakte kvaster. Skovfyr bruges meget som juletræ i bl.a. Sverige og England. På latin hedder skovfyr Pinus silvestris og tilfører fyrre-slægten.

Hjemtransport
Når du har valgt det rette træ, skal det med hjem i stuen - læs om korrekt transport.