Der sælges årligt cirka halvanden million juletræer i Danmark. Langt de fleste havner efter jul på genbrugspladsen, der fliser træet, og videresender det til affaldsforbrændingsanlæggene som brændsel.
Når juletræerne efter jul bruges til afbrænding i kommunernes forbrændingsanlæg i stedet for olie, kul eller gas, sker der en fortrængning af de fossile brændstoffer. Juletræerne sparer derved atmosfæren for fossilt CO2 og bidrager herved positivt til CO2-balancen. Energiindholdet i juletræerne er faktisk så stort, så hvis de bliver brugt på et fjernvarmeværk, kan de opvarme flere end 3.000 husstande i et år eller give 3,5 millioner varme brusebade, viser beregninger fra Dansk Fjernvarme.