Genbrug

Vidste du

Juletræet og klippegrøntet kan mere end bare at se pænt ud i julen. Det kan genbruges i haven, hvor nålene kan opblandes i jorden i surbundsbedet. Grannålene er med til at holde jorden sur. Du kan også bruge klippet eller de afklippede grene fra juletræet til at beskytte dine roser og andre planter mod frosten, men husk at grenene er bedre til at beskytte mod udtørring end frost. Du kan også flise materialet og smide det ud i staudebedet, hvor det formulder og giver god jordstruktur og gøder jorden eller du kan glæde dig selv og fuglene ved at pynte juletræet udenfor med æbler, mejsekugler, neg og andet godt til fuglene. Det kan stå grønt meget længe og giver fuglene gode muligheder for at skjule sig. Du kan også sætte juletræet ud i hønsegården, eller give det til zoologiske haver, hvor dyrene kan boltre sig med det. Nogle steder har man valgt at bruge træerne til kystsikring.