I starten af 2006 søgte foreningen Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og pyntegrønt (PAF) om midler til at igangsætte en større kampagne for specielt at fremme afsætningen af klippegrønt i Tyskland.
Tyskland er hovedaftagerlandet af klippegrønt, og selv om flere og flere andre lande efterhånden også begynder at optræde som aftagerlande i statistikkerne, er det en kendsgerning, at mere end 80 % af det klippegrønt, som produceres og eksporteres fra Danmark ender som færdigvarer i en eller anden form på det tyske marked. Det er derfor i Tyskland, at nøglen til bedre priser for klippegrøntet ligger gemt. Som indledning til kampagnen blev der udtænkt og registreret et varemærke, som med tiden skal kunne udvikle sig til et lige så stærkt brand. Det danske velsorterede klippegrønt skulle fremover markedsføres under logoet Nordic Green.
Ved PAFs afvikling i 2009 blev Nordic Green projektet for klippegrønt også sat i bero. Nordic Green projektet havde fokus på anvendelsen af klippegrønt i nye sammenhænge og projektet resulterede i fornyet interesse om klippegrøntet. Det var derfor med stor beklagelse, at projektet måtte sættes i bero grundet manglende finansiering.
I de forgangne syv år er interessen for klippegrønt igen aftaget og klippegrønt opfattes desværre som traditionelt, juleagtigt og lidt kedeligt i store dele af forhandler- og forarbejdningsleddet. Der er derfor brug for nye impulser til anvendelsen af klippegrønt.
Foreningen har derfor været i dialog med Informationszentrum i Hamborg, der stod for kampagnen tilbage i 2006-2008. Store dele af de daværende kampagneelementer findes fortsat og projektet vil kunne reaktiveres med en mindre finansiel indsats. Projektbeløbet er dog af en sådan størrelse, at foreningen ikke (alene) vil kunne løfte opgaven. Derfor ønsker vi en tilkendegivelse fra klippegrønt producenter angående interessen for at indgå i et sådant markedsføringsprojekt for klippegrønt. Vi forestiller os, at hver bidragyder kunne stille med 10.000 kr. og forventer at få mindst 20 tilsagn af denne størrelse før projektet igangsættes. Alle kan deltage, men vi er især interesseret i at høre fra ejendomme med en betydende produktion, som vil kunne bakke eventuelle nye initiativer i projektet op med leverancer.
Derfor ønsker vi en tilkendegivelse fra klippegrøntproducenter angående interessen for at indgå i et sådant markedsføringsprojekt for klippegrønt.