Nordmannsgranen (Abies nordmanniana) er kendetegnet ved at have ikke stikkende nåle samt en lang holdbarhed efter høst - særligt hvis træet sættes i vand. Stammebarken er helt glat og grå. Oversiden af nålene er mørkegrønne og blanke og undersiden bærer to hvidblå striber. Nordmannsgranen har generelt en god nåle- og grenfylde.
Nordmannsgranen er den foretrukne juletræsart mange steder i Europa på grund af dens udseende og gode holdbarhed. Gennem de sidste 15 år har nordmannsgranen således fortrængt mange oprindelige juletræsarter såsom rødgran, blågran og forskellige fyrrearter.