Nålene på en rødgran (Picea abies) er kun ca. 1-2 cm lange, grønne og de stikker. Nålene tabes lettere end på nobilis og nordmannsgran. Hvis man skærer dem over, er tværsnittet kvadratisk, og på hver yder-side er der en lys stribe. På de unge træer og på rødgranens grene er barken rødbrun, og stammen har små skæl. Med alderen bliver barken mere gråbrun og skællene bliver større og grovere.
Rødgranen regnes i de nordiske lande for det "oprindelige" juletræ, men med centralvarmens indtog i husene blev klimaet varmere og mere tørt (og sundere), og rødgranen tørrer derfor hurtigere ud nu end i gamle dage, hvilket oftest fører til et omfattende nåletab. Nåletabet kan dog begrænses betydeligt, hvis træet efter fældning sættes i vand, hvorved udtørringen udsættes. Fordampningen kan også begrænses, hvis man først tager træet ind lige op til højtiden.