Hvorfor er det overhovedet relevant at overveje en integreret produktion? Ser man på andre jordbrugserhverv, hvor man anvender integreret produktion, eksempelvis frugtavlen, har det ikke været forbrugeren, der har krævet en udvikling. Det er derimod producenterne selv, som har ønsket, iværksat og gennemført udviklingen ud fra et mål om en større miljøbevidsthed. Grundlæggende må juletræsproducenten på dette punkt antages ikke at adskille sig fra sine kollegaer indenfor gartneri.
Det kan ikke afvises, at der gennem de 15 år, hvor IP begrebet er blevet udviklet, er sket ændringer i forbrugerens holdninger. Fra de seneste års arbejde med certificering af skov synes erfaringen dog at være, at efterspørgslen på certificerede træprodukter ikke er forbrugerbaseret, men politisk bestemt. I denne proces har de grønne organisationer i vid udstrækning været med til at fastsætte den politiske dagsorden.
Forbrugerens efterspørgsel på et certificeret juletræ vurderes i dag at være begrænset, men hidtil er spørgsmålet ikke blevet nærmere analyseret. Det har ligget udenfor projektets rammer, men er yderst centralt for, hvordan afsætningen af et eventuelt IP-juletræ skal forløbe.
Generelt er miljøbevidstheden i den vestlige verden blevet øget de senere år, og via medierne kan holdningerne ændres i løbet af meget kort tid, hvis den rigtige historie er til stede. Dette skal sammenholdes med den relativt afgrænsede salgsperiode for juletræer. Her kan det ikke udelukkes, at en historie om, at danske juletræer er ”fyldt med gift”, vil kunne flytte en del af efterspørgsel over på andre juletræsprodukter som eksempelvis økologiske eller endda plastiktræer.
Tankerne bag Integreret Produktion i juletræer opstået og bearbejdet i en ERFA-gruppe under Danske Juletræer. Se mere omkring gruppen under punktet "Kontakt" i menuen til venstre. Grundlæggende er der hentet meget inspiration fra IP - frugt & grønt i Danmark, hvor konceptet har været kendt i mange år.
Så lidt som muligt – så meget som nødvendigt